Foto: Hos PJP Murer- og Entreprenørforretning har de fået smag for Komatsu og maskinstyring i form af en Komatsu PC138US-11 gravemaskine med Topcon 3D maskinstyring, leveret af Scantruck.

Med købet af en Komatsu PC138US-11 med Topcon 3D maskinstyring har PJP Murer- og Entreprenørforretning forstærket sin positive udvikling.

Der var engang, hvor PJP Murer- og Entreprenørforretning i Hvide Sande sendte en landmåler ud i klitterne i det vestjyske for at sætte pæle groft af, inden entreprenørens folk satte graveskovlen i sandet.

Men nu er det den moderne maskinstyringsteknik i form af et Topcon 3D system, der klarer opgaven, og det sker endda med væsentlig større præcision. Med købet af en fabriksny Komatsu PC138US-11 gravemaskine med Topcon maskinstyring hos Scantruck A/S bliver der ikke flyttet mere sand end nødvendigt.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at investeringen i Komatsu gravemaskinen med Topcon 3D maskinstyring vil tjene sig hjem. Allerede nu kan jeg slet ikke se, hvordan vi nogensinde ville kunne undvære det igen“, siger Ole Aarup, entreprenør og medejer af PJP Murer- og entreprenørforretning.

Sokler og kloak fylder mest

Firmaet er grundlagt i 1954 og har hjemme i Hvide Sande, hvor Vesterhavet møder Ringkøbing Fjord. Netop det store opland til fjorden og vestkysten afføder med sine mange sommerhuse løbende opgaver til PJP. De cirka 20 ansatte er fokuseret på murer-, kloak-, entreprenør- og betonarbejde samt vognmandskørsel.

Vi har sindssygt mange sommerhuse herude, hvor vi har mange opgaver. Dertil kommer nybyggeri, opgaver for Hvide Sande Havn, fjernvarmeselskabet og mere endnu. Der bliver ved med at komme projekter til os“, siger Ole Aarup.

Den store efterspørgsel fra loyale kunder kræver også stram styring af logistik og tidsforbrug, og her spiller investeringen af den nye Komatsu med Topcon 3D maskinstyring en væsentlig rolle.

90 procent af vores opgaver er sokler og kloakopgaver. Jeg er ikke i tvivl om, at vi med det nye udstyr kan arbejde mere præcist og effektivt“, siger Ole Aarup.

Alt samlet under ét tag

Den cirka 15 tons tunge Komatsu PC138US-11 er indtrådt som firmaets største gravemaskine.

Vi havde en 20 tons gravemaskine, men den stod stille meget af tiden, så den blev solgt. Så steg behovet for en stor gravemaskine igen, så de sidste tre år har vi lejet en stor gravemaskine med maskinstyring. I 2020 blev det til mange lejetimer, og da vi samtidig var gået og blevet lidt forelskede i 3D maskinstyring, slog vi til hos Scantruck“, siger Ole Aarup.

Mads Nielsen, distriktschef for Komatsu, Weycor og Mustang i Scantruck A/S, sikrede dem en Komatsu PC138US-11 med maskinstyring på prøve. Den efterlod ingen tvivl, og derefter var det blot et spørgsmål om, hvor mange krydser der skulle sættes på spisesedlen med ekstraudstyr.

Den opgave blev lagt i hænderne på Frederik Møller, fast maskinfører på den nye maskine, og han var flittig med krydserne.

Maskinen, vi prøvede, overbeviste os fuldt ud. Vi har arbejdet med 2D maskinstyring på vores otte tons gravemaskine, og vi har også set maskinstyring anvendt med succes hos kolleger i branchen. Samlet efterlod det ingen tvivl hos os“, siger han.

Mads vandt hurtigt vores tillid og overbeviste os om den rette maskinstørrelse og Topcon 3D maskinstyring. Der er mange forskellige leverandører på markedet, men det, som Scantruck kan, gør dem til noget særligt. De har en stor viden og stor kapacitet bag deres virksomhed“, tilføjer Ole Aarup.

Scantruck har hjulpet firmaet med udarbejdelse af data til to aktuelle projekter samt undervist i optimeret anvendelse af systemerne. Således har PJP Murer- og entreprenørforretning sikret sig et samarbejde med en leverandør, der har alle services og support samlet under ét tag.

Som tiderne er i dag, skal man have mere teknologi i maskinerne. Scantruck har været vores backup i hele processen. Der har været mange spørgsmål, når det nu var et nyt system for os, men Scantruck har hele tiden serviceret os 100 procent. Det har været “tommel op” i hele forløbet. Jeg tror ikke, der er mange andre leverandører, der på samme måde som Scantruck kan løfte hele opgave på samme overbevisende måde“, siger Ole Aarup.