Robotvirksomheden KOBOTS har netop modtaget tilsagn om støtte på 1 mio. kr. fra Realdanias Innovation til Marked. Den økonomiske støtte tilfalder AMIGO, som er virksomhedens innovative og nyskabende skærerobot. Robotten har til formål at bidrage til et mere bæredygtigt arbejdsmiljø for håndværkeren, uden dårlige arbejdsstillinger, støv og snitskader. Desuden har KOBOTS for mål at bringe digitalisering og grøn omstilling ind i byggebranchen gennem digitale automatiserede processer.

Innovation til Marked er et initiativ under Realdanias innovationskampagne, der hjælper virksomheder med at bringe innovative bæredygtige produkter til byggeriet ind på markedet. Innovation til Marked yder økonomisk støtte samt teknisk og kommerciel rådgivning. Midlerne har til formål at reducere kundens omkostninger og risici ved at satse på nye banebrydende produkter samt medvirke til at markedet modnes for innovative produkter og i sidste ende fremmer bæredygtigt byggeri.

Ekspertpanelet udtaler i deres evaluering blandt andet, at:

”KOBOTS er lykkedes med at udvikle robotteknologien med et skarpt øje for, hvordan hverdagen ser ud for håndværkerne, og forventningen er derfor, at KOBOTS vil opleves som en hjælp fra første dag. KOBOTS vil være med til at effektivisere byggeriet og understøtte den generelle tendens om øgede krav til dokumentation af materialeforbrug og reduktion af materialespild fra byggepladser.”

Realdania fremhæver desuden særligt robottens positive indvirken på håndværkerens arbejdsproces:

”Det er lykkedes jer at udvikle en stemmestyret tilskærerrobot, der kan fungere som hjælpemiddel for håndværkerne. Ved at anvende robotten slipper håndværkeren for at håndtere støvende og vibrerende arbejdsprocesser samtidig med, at robotten effektiviserer arbejdsgangene og muliggør den mest effektive brug af pladerne, så spild minimeres,” siger ekspertpanelet.

Hos KOBOTS er man meget taknemlige for opbakningen fra Realdania og Innovation til Marked:

”Vi er yderst taknemlige for Realdanias støtte og for deres tro på vores skærerobot, Amigo. Vores mission er at gøre hverdagen for den enkelte håndværker bedre og være med til at fremme ny teknologi i byggebranchen. Ved at gøre det, kan vi samtidig forbedre arbejdsmiljøet markant”, siger CEO og Founder Peter Hartvigsen og fortsætter:

”Det betyder meget for os, at det netop er Realdania der tildeler os støtten, da vi ved, hvor stort deres fokus er på grøn omstilling og bæredygtighed indenfor byggeriet.”

Med tildelingen af fondsmidlerne får KOBOTS finansiering og rådgivning til at reducere de merudgifter der er forbundet med at bringe et nyt produkt ind på markedet. KOBOTS har indgået en rammeaftale med STARK om distribution på det danske marked. Med STARK samarbejdet og støtten fra Innovation til Marked er målet at få AMIGO ud på byggepladser i hele Danmark og medvirke til at skabe et betydeligt mere bæredygtigt arbejdsmiljø for håndværkeren.

Tidligere artikelRisikoen for dyre graveskader mindskes med ny app, som samler LER-oplysninger
Næste artikelDe første beboere bydes indenfor i skæve boliger