Keflico lancerer som de første på det danske marked en digital platform med webshop, der giver adgang til virksomhedens sortiment af træ og træbaserede produkter samt online bestilling for virksomhedens kunder. Keflico har nemlig en ambition om at gøre træ mere tilgængeligt, og det skal øget digitalisering blandt andet bane vejen for.

Hos Keflico har man en ambition om at lette tilgængeligheden af træ, og nu tager den nordjyske trævirksomhed endnu et stort skridt i dén strategi. Den 2. maj lancerede Keflico nemlig en digital platform med tilhørende webshop, der giver online adgang til virksomhedens sortiment træ- og træbaserede produkter.

Udover at vise lagerstatus på mere end 1.500 af Keflicos træbaserede produkter indeholder den digitale platform blandt andet også produktdokumentation samt et videns- og inspirationsunivers, der skal inspirere til brugen af træ. Platformen er den første af sin slags på det danske marked, og som kunde i Keflico er det muligt at tilgå platformen med login, der giver adgang til priser og bestilling af træ.

“I Keflico har vi en moderne og visionær tilgang til markedet, og vi stræber derfor efter at være i konstant udvikling med blandt andet vores produktsortiment og vores service til kunderne. Her spiller vores nye digitale platform en vigtig rolle. Med den giver vi nu markedet en mulighed for at kunne handle eller finde alle produkterne i vores sortiment med dertilhørende dokumentation, lagerstatus og som B2B-kunde også priser. Vi giver også adgang til vores viden om træ samt flere måder at blive inspireret til at bruge træ. Alt sammen tilgængeligt online 24/7,” fortæller kommerciel direktør i Keflico Camilla Hyldgaard Thomsen og tilføjer, at ligesom så mange andre brancher er digitalisering også vejen frem for træbranchen:

“Markedet og vores kunder har behov for hurtig tilgang til information, dokumentation, priser og viden om tilgængeligheden af vores produkter. Det ved vi – og derfor arbejder vi også strategisk på at gøre træ lettere tilgængeligt for markedet. Her spiller digitalisering en vigtig faktor. Derfor tager vi også nu endnu et vigtigt skridt i dét arbejde med lanceringen af vores nye digitale platform.”

Kan også bruges af private

Webshoppen kommer rundt i alle hjørner af trævirksomhedens sortiment af hårdttræ, terrassebrædder, facadebeklædning samt interiørprodukter og meget mere. Og selvom webshoppen er målrettet virksomhedens professionelle kunder, kan den digitale platform stadig anvendes af alle andre med et behov for at bygge eller designe i træ til at navigere i den somme tider komplekse træverden, fortæller Camilla Hyldgaard Thomsen:

“Målet med vores nye digitale platform er at gøre træ mere tilgængeligt. Derfor understøtter platformen også alle, der ønsker at bygge og designe med træ lige fra gør det selv-folket til arkitekter, entreprenører, designere og mange flere. Vi har gjort det muligt for alle at anvende den digitale platform til blandt andet at finde vigtige informationer om vores produkter som f.eks. lagerstatus, tekniske specifikationer samt inspiration til at bygge i træ. Den slags informationer skal man typisk tale med en fagkyndig i eksempelvis byggemarkedet om, men vi har valgt at supplere ved at dele vores ekspertise om træ online,” siger hun.

Fremtiden for Keflico kommer i det hele taget til at byde på en øget digitalisering af forretningen, fortæller Camilla Hyldgaard Thomsen. Digitale tiltag som trævirksomhedens nye webshop er nemlig nødvendig, hvis tilgængeligheden til træ og træprodukter skal øges i fremtiden

“Ligesom i så mange andre brancher har digitaliseringen åbnet nye muligheder, og det gælder også for os i træbranchen. Derfor vil vi gå den digitale vej, da det rummer et stort potentiale for at gøre træ mere tilgængeligt og dermed øge anvendelsen af træmaterialer i blandt andet byggeriet. Derfor har vi også flere digitaliseringsprojekter i vores pipeline, siger hun slutteligt.