Flere robotter, stærkere pengestrømme og øget eksportrate. Give Steel har i 2019 styrket sin soliditet og har i regnskabsåret leveret det bedste resultat nogensinde.

Men en eksportrate på 39% og en produktionskapacitet på 39.000 tons stålkonstruktioner om året har Give Steel fået godt fat i det Nordeuropæiske marked. Virksomheden har i regnskabsåret øget sin soliditetsgrad til over 30% og forbedret sine pengestrømme ved at lade betalingerne følge ordreprocessen. Et princip, der sikrer mod tab på debitorer.

Vi har gennem tiden udviklet os til at være en videnstung virksomhed, hvor skarpe tekniske kompetencer i samspil med den generelle teknologiske udvikling har bragt os til det bedste resultat nogensinde.  En stadigt større del af vores omsætning er i dag baseret på ingeniørydelser som rådgivning og projekteringshjælp, herunder statik, BIM modeling og projektledelse. Dertil kommer, at øget brug af robotteknologi har optimeret vores produktion, så vi står skarpt på det internationale og meget prispressede marked for stålkonstruktioner”, lyder det fra Torben Larsen, CEO i Give Steel.

Klimavenlig produktion og grøn omstilling

Den grønne omstilling er i fuld gang på fabrikken i Brande, der med en produktionskapacitet på 39.000 tons stål om året producerer stålkonstruktioner til hele Nordeuropa. Ifølge virksomhedens klimaplaner er den grønne omstilling en proces, der også i de kommende år vil få stor fokus, ligesom robotteknologi skal fremtidssikre virksomheden ved at optimere drift og produktion. Øget brug af robotteknologi vil også fortsætte ind i 2020, hvor de første nye robotanlæg allerede er bestilt – og flere er lagt ind i investeringspipeline til senere på året.

Forventninger til 2020

Det er forventeligt at Corona vil sætte sine spor i byggebranchen både i Danmark og på internationalt plan. Ledelsen forventer dog stadig et relativt højt aktivitetsniveau i 2020, hvor man vil have fokus på internationalt at opretholde markedspositionen samt fastholde eksportraten og indtjeningsevnen til trods for Coronaens forventede afsmitning i markedet. Desuden skal virksomheden fortsat være en attraktiv virksomhed at udvikle og uddanne sig i. Fokus på socialt ansvar, herunder uddannelse af unge med særlige udfordringer samt udslusningsprojekter med kriminalforsorgen, vil fortsat være af særlig høj prioritet.