Regeringens hasteforslag om midlertidigt at hæve befordringsfradraget er en god nyhed for de mange danskere, der hver dag er afhængige af bilen for at komme på arbejde. Det mener man i fagforeningen Dansk Metal.
Forslaget, som i dag førstebehandles i Folketinget, skal afbøde konsekvenserne af de stigende benzin- og dieselpriser og vil give økonomisk lettelse til pendlere over hele landet.
”Det er et fornuftigt forslag, som anerkender virkeligheden for de mange lønmodtagere, der hver dag pendler til og fra arbejde. Mange af Dansk Metals medlemmer arbejder på virksomheder, som ligger uden for de store byer og uden adgang til reel kollektiv transport. For dem er bilen ikke et valg, men en nødvendighed,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal.
Ifølge Dansk Metal er det afgørende, at stigende transportomkostninger ikke bliver en barriere for at tage et arbejde eller begrænse mobiliteten på arbejdsmarkedet.
”Danmark hænger sammen, fordi mennesker hver dag kører på arbejde og holder hjulene i gang i industrien og resten af erhvervslivet. Derfor er det positivt, at regeringen nu giver en håndsrækning til de lønmodtagere, der mærker de høje brændstofpriser på pengepungen,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.
I Dansk Metal understreger man, at Danmark på længere sigt skal være mindre sårbar over for udsving i de globale energimarkeder og mere uafhængighed af olie og gas fra ustabile regioner:
”Usikkerheden i blandt andet Hormuzstrædet viser, hvor sårbar vores energiforsyning fortsat er. Derfor skal vi på kort sigt øge produktionen af olie og gas fra Nordsøen og accelerere elektrificeringen af transporten. Det er vejen til lavere og mere stabile energipriser. Samtidig giver det ikke mening at genindføre en højere elafgift i 2028, hvis vi politisk ønsker mere elektrificering,” siger Emil Drevsfeldt Nielsen.
FAKTA
– Regeringen vil midlertidigt hæve befordringsfradraget resten af året.
– Befordringsfradrag, også kaldet kørselsfradrag, gives til danskere med over 12 kilometer til arbejde (over 24 kilometer pr. dag) for dage, hvor man pendler på arbejde.
– Regeringen foreslår, at den almindelige sats bliver hævet med 89 øre pr. km., og satsen for over 120 kørte km bliver hævet med 45 øre.
– Danskere, der pendler til og fra 25 yderkommuner, får hævet deres sats med 98 øre.
– Maksbeløbet for lavindkomsttillægget bliver forhøjet med 15.400 kr.














