Bygma Haderslev har fundet sin nye direktør i egne rækker. Michael Palmer Holtz Pedersen er pr. 1. september 2026 rykket fra posten som salgschef til det samlede ansvar for forretningen.

Udnævnelsen kommer efter omkring et år som salgschef i Haderslev-afdelingen. Den nye direktør har samlet 14 års erfaring fra byggebranchen, herunder syv år som trælastdirektør.

Ifølge pressemeddelelsen skal han nu stå i spidsen for den videre udvikling af Bygmas forretning i området.

Vil øge markedsandelen lokalt

En af ambitionerne for den nye direktør er at styrke Bygma Haderslevs position og øge virksomhedens markedsandel lokalt.

Michael Palmer Holtz Pedersen peger blandt andet på tættere kunderelationer og større lokal synlighed som midler til at nå målet.

– Jeg ser utroligt meget frem til at videreudvikle det store potentiale, vi har i Bygma Haderslev. Vi har en solid position i markedet og en stærk plan for at øge vores markedsandel igennem flid, godt købmandskab og lokalt fokus. Det skal ske ved at opbygge endnu stærkere relationer til vores kunder og skabe en mere proaktiv og synlig forretning i lokalområdet, siger han.

Den lokale tilknytning er allerede på plads. Michael Palmer Holtz Pedersen er opvokset i Fjelstrup, har gået i skole i Haderslev og bor i dag i Kolding.

Tager erfaring fra elitesport med ind i ledelsen

Den nye direktør har tidligere været elitehåndboldtræner, og den erfaring præger ifølge ham også synet på ledelse.

Han fremhæver blandt andet medarbejdernes motivation, samarbejde og forskellige fagligheder som centrale forudsætninger for at skabe resultater.

– Som leder er min fineste opgave at være tæt på medarbejderne og coache dem, så vi sammen finder den indre motivation. Vores succes er et fælles resultat. Når vi præsterer som hold, bringer de forskellige fagligheder i spil og ‘spiller hinanden og kunderne gode’, er det dér, den lønsomme vækst opstår for alle parter. Høj faglighed og fremragende kundeservice kan have lige så stor værdi som at skabe stor omsætning, siger Michael Palmer Holtz Pedersen.

Regionsdirektør for Bygmas Region Syd, Ejnar C. Andersen, fremhæver især kombinationen af købmandskab og ledelse som baggrund for udnævnelsen.

– Vi er utroligt glade for, at Michael har takket ja til at overtage direktørposten i Bygma Haderslev. Michael har i sin tid som salgschef vist, at han besidder en sjælden kombination af stærkt købmandskab og en dyb menneskelig forståelse. Han er en leder, der forstår at sætte både kunderne og sit team i centrum, og jeg er helt tryg ved, at han sammen med medarbejderne i Haderslev vil fortsætte den positive udvikling og skabe stærke resultater, siger Ejnar C. Andersen.

Bygma Gruppen beskæftiger ifølge det oplyste godt 3.000 medarbejdere fordelt på mere end 125 forretningsenheder i Nord- og Centraleuropa. Koncernen oplyser en samlet omsætning på omkring 11,6 mia. kroner.