Home Bæredygtighed Artelia og MOE styrker sammen tilstedeværelsen i Norge

Artelia og MOE styrker sammen tilstedeværelsen i Norge

0
16

Per Eide Studio

Mindre end et år efter, at MOE blev en del af Artelia, udvider gruppen yderligere med et nyt opkøb i Norge. Den norske ingeniørrådgiver Olav Olsen bliver en del af den nordiske forretningsenhed med mere end 1.000 medarbejdere.

Olav Olsen og deres 110 medarbejdere er stærkt repræsenteret i Norge med kontor i Oslo og Trondheim. Virksomheden har projekter i både ind- og udland, hvor de arbejder med design af beton- og stålkonstruktioner til byggeri, infrastruktur- og off-shoreprojekter.

Olav Olsen, der er grundlagt i 1962, har en stærk markedsposition inden for byggeri, offshore og infrastruktur i Norge, er et strategisk godt match til MOEs norske forretningsenhed, der er stærke på byggeri og installationer.

For Olav Olsen betyder salget en mulighed for at udvikle virksomheden i nye sektorer og markeder og drage fordel af MOEs 900 medarbejdere i Danmark og Artelias 5.900 ansatte i mere end 40 lande. Olav Olsens bliver den norske forretningsenhed sammen med MOEs 25 medarbejdere i Norge.

Drevet af en stærk innovationskultur har Olav Olsen 12 patenter, og bruger sin ekspertise inden for faste og flydende konstruktioner til at udvikle løsninger inden for vind-, bølge-, tidevands- og offshore energi til at løse energibehovet på en bæredygtig måde.

Vil erobre det nordiske marked

Artelia, og MOE har lagt en strategi for at erobre det nordiske marked. Sammen med Olav Olsen skaber de en stærk nordisk forretningsenhed, der kan tilbyde nye kompetencer til kunderne i Danmark og Norge og på sigt i de øvrige nordiske lande. Med Artelias stærke organisation, er der muskler til at fortsætte en ambitiøs vækststrategi i Norden. Olav Olsen har patenterede løsninger i flydende strukturer, der kan eksporteres over hele verden.

Med de nye kompetencer ombord, er der nu mulighed for at udvikle offshore delen af rådgivningen både i Danmark, Norge og resten af verden. Styrket internationalt samarbejde Med Artelia har MOE fået hul på de internationale projekter. MOE har sammen med Artelia budt på opgaver inden for bæredygtighed, som MOE er førende inden for. Lige nu er der samarbejder i gang omkring trafikanalyser og cykelinfrastruktur og fjernvarmeprojekter i Frankrig og flere internationale tilbud er ude i de nordiske lande.

Olav Weider, administrerende direktør for Olav Olsen:

“Sammen med Artelia vil vi fortsætte vores positive udvikling uden at gå på kompromis med vores stærke kompetenceprofil. Vi ser samarbejdet med Artelias internationale aktiviteter og MOEs stærke skandinaviske position som springbræt i denne udvikling. For os er det meget vigtigt at kunne tilbyde vores dygtige medarbejdere muligheder for at bidrage til spændende og udfordrende projekter. For vores kunder vil Olav Olsen og MOE Norge fortsat være de virksomheder, de kender, men nu med adgang til endnu stærkere ekspertise. Vi er meget glade for at starte et nyt kapitel i virksomhedens spændende historie. ”.

Christian Listov-Saabye, administrerende direktør for MOE:

“MOE har været etableret i Norge siden 2009. Med Olav Olsen ombord, styrker det vores position i Norge markant. Vi forener vores to organisationer i en integreret nordisk forretningsenhed for bedre at betjene vores kunder. Vi er begge drevet af fælles værdier om nærhed til kunderne, et stort engagement og høj faglighed. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Olav Olsen, og ser store muligheder både på det norske, danske og internationale marked.”

Benoît Clocheret, administrerende direktør for Artelia:

“Købet af Olav Olsen er i tråd med Artelias ‘strategi om at udvikle forretningen for at blive førende på det europæiske marked. Takket være fusionen genererer vi nu næsten 90% af vores indtægter i Europa. Efter at Artelia overtog en majoritetsandel i off-shore virksomheden Principia i juli sidste år, giver Olav Olsen os også nye udviklingsmuligheder på det maritime marked inden for flydende marine strukturer, havne- og offshore-teknologi. Ved opkøbet styrker vi vores kapacitet og ydelser til at dække det stigende energibehov over hele verden med særlig stærk vækst på det internationale offshore vindkraftmarked.”