Det meddeler præsidentkontoret søndag på det sociale medie X.

Zelenskyj uddelte medaljer til soldaterne og takkede dem for deres indsats, lyder det videre.

– De står over for en vanskelig og afgørende mission med at slå fjenden tilbage og forsvare Ukraine, siger Zelenskyj efter besøget i Zaporizjzja-regionen.

Det er ikke oplyst, hvornår besøget fandt sted.

Præsidenten var blandt andet i Robotyne. Ukrainske styrker genvandt i sommeren 2023 kontrollen over landsbyen, men den er igen kommet under heftig beskydning fra russisk side.

Besøget hos de ukrainske styrker finder sted på et tidspunkt, hvor der er forlydender om, at Zelenskyj vil fyre Ukraines populære hærchef, Valerij Zaluzjnyj.

Flere internationale og ukrainske medier har fået bekræftet fra en række kilder, at hærchefen allerede er blevet fyret. Det er bare ikke meldt officielt ud endnu, fordi en afløser ikke er på plads, lyder det.

En fyring af Zaluzjnyj beskrives af Washington Post som et politisk sats fra Zelenskyjs side. Hærchefen er populær både i militæret og i befolkningen.

Den 50-årige Zaluzjnyj blev udnævnt til den militære toppost i juli 2021. Dermed har han været hærchef under hele den russiske invasion, som begyndte i februar 2022.

Han har fået æren for mange af Ukraines militære succeser under krigen. Herunder modoffensiver og ikke mindst forsvaret af Kyiv, den ukrainske hovedstad, de første dage af invasionen.

Men han og præsidenten er angiveligt uenige med hinanden i blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt en større mobilisering er nødvendig.

Også sidste års ukrainske modoffensiv, der ikke gik helt, som mange internationale iagttagere havde håbet, er angiveligt et stridspunkt mellem de to ledere.

Selv om Ukraines generobring af Robotyne nævnes som en succes, er de ukrainske styrkers forsøg på at genvinde flere områder fra russerne kun skredet langsomt frem.

/ritzau/