– Ukraine kan sejre i denne krig. Men vi må fortsætte med at styrke deres modstand. Ukrainerne har brug for forudsigelig finansiering i hele 2024 og derefter, siger von der Leyen.

Ungarn har truet med at blokere for en fælles EU-finansiering af Ukraine. Den konflikt er i centrum på et ekstraordinært topmøde 1. februar.

Her håber de 26 resterende EU-lande at overbevise Ungarn om at gå med i en flerårig aftale. Den skal sikre Ukraine vished for at modtage 50 milliarder euro over de kommende fire år.

Dermed vil Ukraine have øget tryghed i forhold til at kunne finansiere blandt andet skoler og hospitaler, mens krigen fortsætter. Derudover vil landet dog også have behov for militærstøtte.

– De har brug for en tilstrækkelig og vedvarende forsyning af våben til at forsvare Ukraine og genvinde dets retmæssige territorium. De har også brug for kapacitet til at afskrække fremtidige angreb fra Rusland, siger Ursula von der Leyen.

Der har i de seneste måneder været tegn på, at støtten til Ukraine er ved at slå revner i enkelte EU-lande som Ungarn og Slovakiet samt i USA i lyset af Ukraines udfordringer med at presse de russiske styrker helt ud af landet.

EU-Kommissionens formand lægger dog vægt på, at Ukraine allerede har overrasket i kampen mod Rusland:

– Da Rusland invaderede Ukraine, frygtede mange, at Kyiv (hovedstaden i Ukraine, red.) ville falde i løbet af få dage og resten af landet i løbet af få uger. Det skete ikke.

– I stedet har Rusland mistet omkring halvdelen af sin militære kapacitet. Ukraine har drevet Rusland ud af halvdelen af de territorier, de havde erobret.

– Ukraine har presset Ruslands Sortehavsflåde tilbage og genåbnet en maritim korridor til at levere korn til hele verden. Og Ukraine har bevaret sin frihed og uafhængighed, siger von der Leyen.

/ritzau/