Det siger hun i debat i EU-Parlamentet i Strasbourg onsdag.

– Jeg er fortrøstningsfuld, i forhold til at vi finder en løsning blandt de 27 EU-lande. Det er bestemt muligt, siger Ursula von der Leyen.

Ungarn har ellers truet med at nedlægge veto mod EU-Kommissionens forslag om at tildele Ukraine 50 milliarder euro over fire år.

Men Ungarns premierminister, Viktor Orbán, er under tungt pres for at give sig, inden det afgørende ekstraordinære EU-topmøde den 1. februar i Bruxelles.

Det er afgørende for Ukraine, at der snart træffes en beslutning, fordi EU’s afsatte midler snart løber ud. Derfor kan Ukraine til foråret komme i en situation, hvor man vil have svært ved at betale for eksempelvis skoler og hospitaler.

– På det seneste EU-topmøde blev der vist politisk vilje til at stå Ukraine bi, så længe det kræves. Men der skal handling bag ordene, siger Ursula von der Leyen.

EU-Kommissionen har konkret lagt op til at hæve EU-budgettet med yderligere 50 milliarder euro, som skal betales af medlemslandene. Pengene skal sikre Ukraine ro om økonomien i de kommende år.

– Vi vil give væsentlig og stabil finansiering til Ukraine over de kommende fire år. Det sker, med henblik på at man kan få en stat, der fungerer, og en økonomi, der er stabil, siger Ursula von der Leyen.

/ritzau/