Det skriver Konkurrencerådet i en pressemeddelelse.
Ifølge Christian Schultz, der er formand for Konkurrencerådet, indgik værkerne en aftale med Effekthandel om, at selskabet skulle stå for deres prissætning ved auktionerne.
– Der er dokumentation for, at aftalen er indgået med henblik på at hæve prisen på reservekapacitet.
– Det forhold, at priserne blev koordineret i og af Effekthandel, og at de 49 værker således ikke talte direkte med hinanden om priser og bud, ændrer ikke på, at de har deltaget i en ulovlig aftale, som begrænser konkurrencen mellem konkurrenter, siger han i pressemeddelelsen.
Ved auktionerne blev levering af den såkaldte mFFR (Manual Frequence Restoration Reserve) handlet. Vinderne af auktionen får ret til på timebasis at sende strøm ud i systemet, hvis der er risiko for, at der opstår ubalance i det.
Det er det statsejede energi-infrastrukturselskab Energinet, der er køberen af den ekstra strøm. Selskabet driver elsystemet og har ansvaret for, at der er strøm i kontakterne hos borgerne.
De 49 værker aftalte med Effekthandel, at det satte prisen for de bud, værkerne kom med ved auktionerne.
I sagens beviser fremgår det, at de 49 værker er del af en fælles puljeordning, hvor Effekthandel i mails oplyste om den koordinerede handel. Her fremgik det også, at formålet med puljen var at hæve priserne i markedet.
Desuden blev der også sendt mail rundt om de enkelte værkers indmeldte kapacitet og en fordelingsnøgle over hvert enkelt værks udbetalinger for salg af ekstra strøm til el-systemet.
Værkerne blev altså betalt, uanset om deres bud vandt en auktion eller ej, fordi Effekthandel fordelte omsætningen fra auktionerne mellem værkerne ud fra den kapacitet, de havde meldt ind.
Effekthandel selv fik en provision af værkernes indtjening.
Overtrædelsen af konkurrenceloven har fundet sted i perioden fra september 2019 til i hvert fald august 2022, skriver Konkurrencerådet.
Ifølge Jens Gormsen, der er kontorchef i Konkurrencecenter for Byggeri, Energi og Transport, skal rådet nu tage stilling til, hvad der skal ske.
– Konkurrencerådet vil nu tage stilling til, om sagen skal indbringes til domstolene med henblik på bødeudstedelse, siger han til Ritzau.
/ritzau/