Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Hans Andersen afløser partifællen Torsten Schack Pedersen, der fratrådte stillingen for at fokusere på sin opgave som Venstres politiske ordfører.

Andersen er Venstres finansordfører, ligesom han er medlem af Folketingets Forsvarsudvalg.

Ifølge forsvarsministeren tiltræder Hans Andersen stillingen med et “solidt kendskab” til både det politiske liv og “samspillet mellem forskellige interessenter” efter 18 år som medlem af Folketinget.

– Han har samtidig også et særligt blik for det frivillige arbejde og gevinsten af, at vi har et samfund, hvor folk har lyst til at give en hånd med, siger Troels Lund i meddelelsen.

Fra 1. februar 2024 er det således Hans Andersen, der sammen med generalmajor Jens Garly står i spidsen for Hjemmeværnet.

De har sammen ansvaret for Hjemmeværnets samlede virke og til opgave at udvikle samarbejdet mellem befolkningen og Hjemmeværnet.

Hans Andersen skal desuden lede arbejdet med at rekruttere frivillige til Hjemmeværnet, ligesom han bliver ansvarlig for informationsarbejde.

Den nye civile chef er “meget glad” for udnævnelsen, lyder det.

– Hjemmeværnet bidrager afgørende til vores tryghed og sikkerhed, og vi skal fortsætte den positive udvikling, der har fundet sted gennem de senere år, siger han.

Jens Garly hilser Hans Andersen velkommen og kalder ham en “stærk tilføjelse”.

– Vi lever jo i en verden, hvor usikkerheden er tiltagende, og Hjemmeværnets kompetencer i stigende grad er efterspurgt.

– Derfor bliver det et spændende og vigtigt arbejde, når vi i fællesskab skal udvikle Hjemmeværnet under de nye rammer, der kommer i forsvarsforliget, siger chefen for Hjemmeværnet.

Ekstra Bladet har tidligere opgjort de økonomiske fordele ved posten.

I marts 2022 var grundlønnen 330.351 kroner om året. Herudover får den kommitterede et åremålstillæg på 62.766 kroner og et pensionsbidrag på 67.223 kroner årligt ifølge avisen.

/ritzau/