Således rejser han søndag til regionen, oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge Reuters.

Her vil han arbejde for at få en aftale i hus mellem Israel og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas om frigivelse af gidsler, der holdes fanget i Gaza, og en humanitær pause i krigen.

Under rejsen, som varer indtil torsdag 8. februar, skal han besøge Israel, Vestbredden, Saudi-Arabien, Egypten og Qatar.

Qatar har fungeret som mægler mellem Israel og Hamas siden 7. oktober 2023, hvor Hamas begik et voldsomt overraskelsesangreb på det sydlige Israel.

Angrebet kostede 1200 personer livet. Desuden blev 240 personer – både israelere og udlændinge – taget som gidsler.

Efterfølgende indledte Israel krigen i Gaza, som ifølge de Hamas-kontrollerede myndigheder har kostet flere end 27.000 mennesker livet.

Cirka halvdelen af gidslerne i Gaza er blevet frigivet. Det er uvist, hvor mange af de tilbageværende, der er i live.

Så sent som i begyndelsen af januar var Blinken på en større rundtur i Mellemøsten på grund af krigen i Gaza og uroligheder flere steder i regionen.

/ritzau/