Her har Blinken holdt møde med Tyrkiets præsident og mangeårige politiske leder, Recep Tayyip Erdogan, i den tyrkiske storby Istanbul.

Øverst på dagsordenen var krigen i Gaza.

Blinken havde flere budskaber med til mødet, fortæller Matthew Miller, der er talsmand for USA’s udenrigsministerium.

For det første understregede Blinken behovet for, at krigen mellem Israel og den militante palæstinensiske bevægelse Hamas i Gaza ikke breder sig til resten af Mellemøsten.

Derudover påpegede udenrigsministeren, at der er et presserende behov for, at de gidsler, som Hamas holder fanget i Gaza, bliver frigivet, og at den humanitære hjælp til de civile i Gaza øges.

Endelig slog Blinken fast, at det er USA’s ønske, at civile dødsfald som følge af krigshandlingerne så vidt muligt undgås.

USA’s udenrigsminister indledte sin turné i Mellemøsten torsdag, hvor han ankom til Israel. Han skal besøge i alt otte lande samt Vestbredden i løbet af syv dage.

Foruden syv lande i Mellemøsten skal Blinken besøge Grækenland.

/ritzau/Reuters