Det vurderer Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.
Men en storkrig ligger ikke lige for, lyder det dog.
Angrebene fandt sted i forbindelse med nuværende spændinger mellem USA og Iran.
– Jeg tror ikke, at Iran er interesseret i en direkte krig med USA, så jeg tror på, at de (iranerne, red.) vil stoppe den stedfortrædende krig, inden amerikanerne angriber mål på iransk territorie, siger han.
Iran aktiverer ifølge lektoren grupper og militser i andre lande for at vise sin støtte til palæstinenserne, der er involveret i en krig med Israel.
– Men Iran står bagved og behøver derfor ikke at være direkte involveret, siger Peter Viggo Jakobsen.
– Det er det samme, som Nato og USA gør med Ukraine ved at levere våben, så ukrainerne kan dræbe russere. Det er det spil, som Iran spiller med USA og Israel, lyder det videre.
Fredagens angreb har ifølge nyhedsbureauet Reuters fundet sted som gengældelse for et angreb på en amerikansk militærbase i Jordan.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) oplyser ifølge AFP, at seks medlemmer af en pro-iransk milits er blevet dræbt i det østlige Syrien i forbindelse med angrebene.
Peter Viggo Jakobsen hæfter sig ved, at USA er gået efter dem, “der er nederst i fødekæden”.
– Amerikanerne har godt nok smidt en hel del bomber, men de har identificeret dem, der var ansvarlige for angrebet i Jordan.
– De har altså svaret igen proportionalt, afmålt og nærmest en-til-en.
Med det “bløde” angreb forsøger USA at fortælle omverdenen, at man ikke har lyst til at slås, men at amerikanerne heller ikke vil finde sig i at blive slået på, siger lektoren.
– Hvis det virker, får amerikanerne lov af verdenssamfundet til at slå hårdere næste gang, lyder det.
Den seneste melding fra Iran lyder, at USA’s angreb vil være med til at optrappe konflikten i Mellemøsten.
EU’s udenrigschef, Josep Borrell, har imidlertid opfordret alle parter til at undgå at optrappe spændingerne yderligere.
/ritzau/