Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AFP.
– Dette er en markant og bekymrende eskalering, siger John Kirby, der er sikkerhedsrådgiver for Det Hvide Hus.
Adskillige ballistiske missiler blev affyret under et omfattende angreb på Ukraine tirsdag, siger han. Og 30. december landede et ballistisk missil på en mark i Zaporizjzja-regionen i det sydlige Ukraine.
Det Hvide Hus mener, at der er tale om et brud på FN’s sanktioner mod Nordkorea og vil tage sagen til FN’s Sikkerhedsråd.
I alt blev der sendt næsten 100 missiler mod Ukraine tirsdag. Det er uvist, hvor mange af dem der ifølge amerikanske oplysninger var ballistiske missiler leveret af Nordkorea.
Mindst fem civile blev dræbt, og over 90 mennesker blev såret i angrebet, som ramte både den ukrainske hovedstad, Kyiv, og storbyen Kharkiv.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har kaldt angrebet for “russisk terror”.
Ballistiske missiler kan affyres fra landjorden, skibe eller andre mobile eller stationære platforme og er under påvirkning af Jordens tyngdekraft, så de holder deres bane, når de bevæger sig gennem luften.
/ritzau/