Det siger John Kirby, talsmand for USA’s nationale sikkerhedsråd, under en pressebriefing ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Vi går ikke efter en krig med Iran, siger han.

Meldingen kommer, efter at USA fredag angreb mindst 85 mål i Syrien og Irak. Det skete ifølge Det Hvide Hus som gengældelse for et angreb søndag på en amerikansk militærbase i Jordan.

Fra John Kirby lyder det, at USA på forhånd havde orienteret Iraks regering om fredagens angreb.

– Vi informerede den irakiske regering inden angrebene, siger han.

Han kommenterer dog ikke på, hvordan Irak skal have reageret på denne melding.

Det er stadig uvist, om nogen er blevet dræbt i de amerikanske angreb.

To amerikanske embedsmænd har ifølge Reuters sagt, at angrebene var rettet mod faciliteter i Syrien og Irak, der er knyttet til Den Iranske Revolutionsgarde og de militser, den støtter.

I en pressemeddelelse fredag skrev Det Hvide Hus, at “vores modsvar begyndte i dag. Det vil fortsætte på tidspunkter og steder efter vores valg”.

– USA ønsker ikke at skabe konflikt i Mellemøsten eller noget andet sted i verden. Men lad alle dem, som måske vil forsøge at gøre skade på os vide: Hvis du skader en amerikaner, svarer vi igen, lyder det videre fra præsident Joe Biden i udtalelsen.

Også det irakiske militær har natten til lørdag dansk tid kommenteret på angrebene, skriver Reuters.

– Disse luftangreb udgør en krænkelse af irakisk suverænitet, underminerer den irakiske regerings indsatser og udgør en trussel, der kan medføre alvorlige konsekvenser for Irak og regionen, siger talsperson for det irakiske militær Yahya Rasool i en udtalelse.

Selv om de amerikanske angreb ikke var rettet mod lokationer inde i Iran, øger angrebene ifølge Reuters sandsynligvis bekymringerne om, at spændingerne i Mellemøsten kan eskalere.

Mellemøsten er på flere måder påvirket af den tre måneder lange krig i Gazastriben.

Krigen begyndte i oktober 2023, efter at Hamas overraskede Israel med et angreb, der kostede 1200 personer livet.

/ritzau/