Det siger USA’s FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, ifølge Reuters.
Hun byder det velkommen, at FN vil efterforske UNRWA, efter at Israel har anklaget 12 ansatte i organisationen for at have deltaget i Hamas’ angreb mod Israel 7. oktober.
– Vi bliver nødt til at se på organisationen, hvordan den opererer i Gaza, hvordan de leder deres personale, siger Thomas-Greenfield.
USA og FN må “sikre, at folk, der begår noget kriminelt – som disse 12 personer – omgående bliver draget til ansvar, så UNRWA kan fortsætte det nødvendige arbejde”, siger hun.
Tidligere tirsdag udtrykte FN’s Sikkerhedsråd bekymring for den “alvorlige og hastigt forværrede humanitære situation” i Gazastriben.
Rådet opfordrer alle parter til at samarbejde med FN’s humanitære koordinator for Gazastriben, Sigrid Kaag.
Hun understreger, at der ikke er nogen erstatning for UNRWA, der driver skoler, hospitaler og en lang række andre nødvendige ydelser i Gazastriben – ud over at uddele nødhjælp.
– Det kan ikke lade sig gøre for nogen anden organisation at erstatte denne enorme kapacitet, strukturen i UNRWA, deres kunnen og viden om befolkningen i Gaza, siger Kaag.
Israels anklager mod UNRWA har fået 13 lande til at suspendere betalinger til organisationen.
Senest har Sverige tirsdag meddelt, at 31 millioner svenske kroner nu vil blive givet til andre humanitære organisationer som FN’s fødevareprogram (WFP) og Røde Kors i de palæstinensiske områder og Libanon.
En israelsk efterretningsrapport anklager i alt 190 ansatte i UNRWA for også at være militante medlemmer af enten Hamas eller Islamisk Jihad.
UNRWA har i alt 30.000 ansatte.
/ritzau/