Det skriver den amerikanske centralkommando på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.

Ifølge centralkommandoen er angrebet sket i selvforsvar. Det skal have været rettet mod en krydsermissil, der bruges til at angribe skibe, og som “var klar til at blive affyret mod skibe i Det Røde Hav.”

Det står ikke klart, om angrebet har medført skader eller har såret nogen. Det oplyses heller ikke, hvor i Yemen det er sket.

USA vurderede, at missilet, der altså ikke var blevet affyret endnu, var en trussel.

– Amerikanske styrker identificerede krydsermissilet i houthikontrollerede områder af Yemen og fastslog, at det udgjorde en betydelig trussel over for skibe fra den amerikanske flåde og handelsskibe i regionen, lyder det i opslagen.

Angrebet er blevet udført omkring søndag omkring klokken 04, lyder det.

Houthibevægelsen har endnu ikke kommenteret på angrebet.

– Denne aktion vil beskytte friheden for navigation og gøre internationalt farvand mere sikkert og trygt for skibe fra den amerikanske flåde og handelsskibe, skriver centralkommandoen videre.

Houthierne har erklæret, at de angriber skibe i Det Røde Hav i protest imod Israels angreb på palæstinensere i Gazastriben.

Angreb på skibe har stået på siden november, og USA og Storbritannien har iværksat en militær operation for at beskytte skibene. Siden 11. januar har det resulteret i flere angreb på houthimål i Yemen.

USA har gennemført angreb mod houthierne og andre grupper, der har opbakning fra Iran, men har samtidig forsøgt at undgå en direkte konfrontation med Iran.

Danmark har sendt en fregat mod området for at hjælpe med at beskytte handelsskibe.

Houthibevægelsen sidder de facto på magten i Yemen, men nyder kun anerkendelse som landets retmæssige regering i få hjørner af det internationale samfund – heriblandt Iran, som støtter bevægelsen.

/ritzau/