Beslutningen er et led i en optrappet bekæmpelse af den iranskstøttede gruppe, som har angrebet handelsskibe med ballistiske missiler
Houthiernes angreb på skibsfarten i Det Røde Hav er fortsat, efter at præsident Joe Biden i sidste uge gav ordre til den første bølge af amerikanske angreb for at ødelægge en del af oprørsgruppens missiler og militære anlæg.
Oprørerne kontrollerer det meste af Yemens kyst ud mod det Røde Hav. De siger, at deres raketangreb mod handelsskibe er til støtte for Hamas og palæstinenserne i Gaza. De har svoret, at de vil udvide angreb til også at omfatte amerikanske skibe.
Placeringen af houthierne på listen over globale terrorgrupper udløser sanktioner mod bevægelsen.
Sanktionerne har til hensigt at forhindre våbenleverancer og økonomisk støtte til houthierne, som forstyrrer den globale handel, og som har øget frygten for inflation. Samtidig er der øget bekymring for, at konflikten mellem Israel og Hamas skal sprede sig ud over regionen.
I modsætning til USA vil EU ikke sætte de iranskstøttede houthier på listen over terrororganisationer, fordi bevægelsen allerede er sanktioneres, og fordi det er vanskeligt at foretage ændringer.
– Houthierne har siden 2022 været underlagt sanktioner fra EU og FN, fastslår en talsmand for EU’s Eksterne Aktionstjeneste.
Disse sanktioner blev indført, fordi houthi-oprørerne angreb handelsskibe i Det Røde Hav. Samtidig blev militsen beskyldt for angreb på civile og på civil infrastruktur, ligesom de blev beskyldt for at have en strategi for seksuel vold og undertrykkelse af politisk aktive kvinder og af kvinder i erhvervslivet.
/ritzau/Reuters