14 af Houthi-bevægelsens missiler, der var klar til at blive brugt til angreb, er blevet ramt, oplyser den USA’s centrale kommandoenhed, Centcom, via X, tidligere kendt som Twitter.
Det Houthi-kontrollerede medie Al-Masirah TV melder om amerikansk-britiske angreb i Yemen. Dette er ikke bekræftet fra britisk side. Ifølge mediet er guvernementerne Al-Hudaydah, Taiz, Dhamar, Al-Bayda og Saada ramt.
Angreb udført af den iransk støttede Houthi-bevægelse har siden november ramt skibe i Det Røde Hav. Det har besværliggjort handelsvejen mellem Europa og Asien.
Angrebene fik i sidste uge det internationale samfund til at svare igen anført af USA og Storbritannien, som stod bag et fælles angreb.
Det angreb var blandt andet støttet af Danmark.
Siden har amerikanerne udført en række angreb.
Houthi-bevægelsen kontrollerer det meste af Yemen.
Bevægelsen siger, angreb på den internationale skibstrafik sker i solidaritet med Hamas-bevægelsen i Gaza.
Houthi-bevægelsen har truet med at udvide deres angreb til også at have amerikanske krigsskibe som mål.
Ifølge nyhedsbureauet AFP lyder det kort efter det amerikanske angreb fra Houthi-bevægelsen, at den vil blive ved med at angribe skibe.
Et amerikansk fragtskib i Adenbugten blev tidligere onsdag aften blevet ramt af et droneangreb fra Houthi-bevægelsen.
Skibet har taget skade, men besætningen lader umiddelbart til at være sluppet ubeskadiget, har USA’s centrale kommandoenhed, Centcom, oplyst.
Adenbugten ligger syd for Den Arabiske Halvø mellem Det Røde Hav og Det Indiske Ocean.
/ritzau/