Det oplyser selskabet ifølge nyhedsbureauet dpa.
Der henvises til manglende leverancer som følge af den anspændte situation i Det Røde Hav.
Det er houthioprørere, der støttes af Iran, som står bag angrebene på de kommercielle skibe.
De siger, at det er gengæld for Israels angreb på Hamas i Gaza, og at de bliver ved, indtil Israel trækker sine styrker ud af det palæstinensiske område.
– På grund af manglende komponenter er vi tvunget til at suspendere bilproduktionen i vores gigafabrik Berlin-Brandenburg fra 29. januar til 11. februar, lyder det fra selskabet, hvis hovedejer er Elon Musk.
Peter Thagesen, underdirektør for global handel og investeringer i Dansk Industri, forstår problemet.
– Sikkerhedssituationen i Det Røde Hav er alvorlig. Det tvinger rederierne til at omlægge deres ruter og sejle rundt om Afrika i stedet for at sejle via Suezkanalen og Det Røde Hav.
– Det betyder dels højere transportomkostninger, da der skal bruges markant mere brændstof, dels betyder det længere transporttid, hvilket i sidste ende kan skabe flaskehalse på diverse komponenter, som vi importerer i Europa fra især Asien.
– Det er nu det, der angiveligt sker for Tesla, lyder det fra Thagesen.
/ritzau/