Det store fald kom, efter at selskabet, hvis største ejer er den danske stat, havde meddelt, at det nedskriver sine amerikanske aktiviteter med 28,4 milliarder kroner.

Årsagen er, at stigende priser og høje renter har gjort det langt dyrere at opføre vindmølleparkerne Ocean Wind 1 og 2, end selskabet forventede, da kontrakterne blev indgået.

Derfor blev det besluttet at opgive opførelsen af de to parker.

Nedskrivningerne betyder, at Ørsted har tabt 19,9 milliarder kroner i årets første ni måneder.

Resultatet af driften lød på 19,4 milliarder kroner i årets første ni måneder, hvilket er 23 procent mindre end året før.

Efter onsdagens regnskab har Ørsted ifølge MarketWire fået sænket sit kursmål hos flere finanshuse.

Kreditvurderingsbureauet S&P har oplyst, at det har sat Ørsted på sin overvågningsliste og nu overvejer en nedgradering af selskabets kreditvurdering.

– Vi sætter Ørsted på credit watch negativ på grund af alvorligheden i værditabet relateret til amerikanske offshore-projekter og de projektledelsesudfordringer, dette afslører, skriver S&P i en analyse ifølge MarketWire.

Ørsted har omsat for 64,9 milliarder kroner i år indtil nu, hvilket svarer til en tilbagegang på 33 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Og det endda på trods af, at selskabets havvindparker driftsmæssigt næsten har fordoblet overskuddet og tjent 13 milliarder kroner.

Energiselskabet udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer.

Torsdagens stigning på 8,9 procent har sendt aktien op på 275 kroner.

/ritzau/

Tidligere artikelVirksomhed og 49 værker koordinerede bud og priser på el-auktioner
Næste artikelEjendomsvurderinger ramt af nye forsinkelser