Det siger en officiel talsmand fra regeringen onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Reuters er låneprogrammet på 44 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 300 milliarder danske kroner.

Forhandlingerne er syvende gennemgang af låneprogrammeret, der blev oprettet i 2022.

Reuters skriver, at gennemgangen kan frigive 3,3 milliarder dollar i IMF-midler til Argentina. Det svarer til 22 milliarder danske kroner.

Ifølge flere medier skal aftalen forhandles endeligt på plads og offentliggøres senere onsdag.

Den argentinske regering forsikrer, at ud over de “gode nyheder” om aftalen, “er der intet at fejre”, fordi landet forsat forbliver i en usikker økonomisk situation, skriver Argentinas største avis Clarín.

Clarín skriver, at regeringen i øjeblikket undgår at tale om aftalens nøjagtige omfang og den udbetalingsordning, den vil indebære. Men der forhandles på livet løs i Casa Rosada, der er hjemsted for den argentinske regering.

Låneprogrammet skal altså først godkendes af IMF, der er ansvarlig for at styre det globale finanssystem og for at låne penge til sine medlemslande for at afhjælpe problemer med underskud på betalingsbalancen.

Den Internationale Valutafond har ifølge Danmarks Nationalbank 190 medlemslande.

Det er et økonomisk hårdt prøvet Argentina, der er i færd med at få aftalen på plads.

Mellem jul og nytår gik tusindvis på gaden i det sydamerikanske land for at vise deres utilfredshed med præsident Javier Mileis reformer, der skal afhjælpe landets dybe økonomiske krise.

Javier Milei blev valgt som ny præsident i Argentina i november. Han har vakt opsigt med sin ukonventionelle og højreorienterede politik.

Milei har begrundet sin reform af blandt andet arbejdsmarkedet med, at Argentina står i en alvorlig økonomisk krise. Og staten har brug for at spare.

Argentina kæmper med den værste økonomiske krise i årtier og en inflation, der har sat kursen mod 200 procent.

To femtedele af Argentinas befolkning lever i fattigdom, og med den nye præsidents reformforslag er der risiko for, at flere får svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

/ritzau/