Tømreren får nu endnu bedre kort på hånden, til sin sommerdialog med boligejeren. Der er nemlig en helt ny 2-fløjet skydedør klar, fra Velfac, som reducerer bundstykket fra 70 mm til blot 24 mm. Der er dermed åbnet for nem og niveaufri adgang mellem ude og inde.
Blandt de populære sommerprojekter er bl.a. terrasser og udestuer, som øger sammenhængen mellem hus, have og terrasse. Vinduesproducenten Velfac, er i den forbindelse klar med en helt ny 2-fløjet skydedør. Skydedøren er det seneste skud på stammen i lavenergiserien VELFAC 200 ENERGY, der grundet sine smalle rammeprofiler optimerer glasarealet i forhold til vinduesarealet. Dermed udnyttes dagslyset mere i løbet af dagen.
Niveaufri adgang mellem inde og ude
“Vi har oplevet tydelig efterspørgsel på en skydedør med nem adgang. Det har vi nu implementeret på den nye 2-fløjede skydedør, der reducerer bundstykket fra 70 mm til blot 24 mm. Det letter adgangen mellem ude og inde betydeligt og øger mulighederne for at få mest muligt ud af både hus og have“, forklarer Peter Krogh, der er teknisk chef hos Velfac.
“Fordelen ved en skydedør er, at den ikke tager plads indenfor, fordi den gående ramme kører uden på den faste ramme. Den nye skydedør er en robust konstruktion med en roterende midterpost. Rammen bevæger sig vinkelret ud fra karmen, inden den nemt forskydes hen over den faste del af elementet, og med en samlet elementbredde på 6 m bliver den maksimale åbning på 2,4 m. Dét i kombination med det lave bundstykke gør skydedøren yderst funktionel og giver både lys og luft til rummet“, fortsætter han.
Desuden kan skydedøren bruges i både renovering og nybyg. Grundet den har samme slanke rammeprofiler som resten af VELFAC 200 ENERGY elementerne, bliver det nemt at skabe sammenhæng i facadens udtryk. Peter Krogh supplerer:
“Det eneste punkt, hvor tømreren skal være særligt opmærksom, er i forhold til montagen: Fordi bundstykket er så lavt, kræver skydedøren en særlig opklodsning. Men ellers er det fuldstændigt den samme indbygningsprocedure som normalt med VELFAC 200 ENERGY skydedøre“.
Husk håndværkerfradrag
Endnu en faktor, som kan påvirke beslutningen om igangsættelse af et skydedørsprojekt, for boligejeren, er håndværkerfradraget. Boligejeren kan nemlig trække op til 12.500 kr. i 2020-beløb fra i skat pr. person i husstanden på opgaven. Fradraget gælder udgifterne til arbejdsløn og derudover er det en betingelse, at betalingen sker elektronisk.
“Noget af det, som gør en skydedør særligt attraktiv, er, at den tilfører en masse ekstra muligheder for at bruge udearealerne mere aktivt i hverdagen, uanset om det gælder haven eller terrassen. På den måde udgør den et enkelt alternativ til et gulv-til-loft stuevindue og vil ofte være mere elegant end en traditionel glas-terrassedør“, slutter Peter Krogh af.