Dermed er der igen åbnet for, at USA kan blive en af verdens første vestlige lande til at have nedlagt et regulært forbud mod appen.
Forbuddet var skruet sammen på en måde, så det ikke blev ulovligt for forbrugeren at have appen på sin telefon.
Derimod var det udbydere af såkaldte appstores som for eksempel Apple, der laver App Store til iPhone, og Google, der laver Google Play til Android-telefoner, som fik forbud mod at tilbyde appen på deres appstores.
Forbuddet blev hurtigt mødt med protester både fra populære TikTokbrugere i Montana, men også fra ByteDance, det kinesiske selskab som ejer den populære app.
Forbuddet skulle være trådt i kraft 1. januar 2024, men det blev der sat en stopper for af Montanas retssystem.
Distriktsdommer Donald Molloy vurderede nemlig, at forbuddet var i strid med flere afsnit af den amerikanske forfatning. Forbuddet overskrider desuden, hvad delstater i USA har mandat til at gøre, vurderede han.
Molloys afgørelse gjorde dermed, at loven blev sat ud af effekt.
Forbuddet mod TikTok blev til virkelighed på grund af bekymringer for brugernes personlige data og potentiel kinesisk spionage.
TikTok skrev i et retsdokument i den første retssag, at det “ikke har delt og ikke vil dele amerikanske brugerdata med den kinesiske regering og har taget substantielle forholdsregler for at beskytte TikToks brugeres privatliv og sikkerhed”.
Det vides endnu ikke, hvornår sagen bliver taget op ved den føderale appeldomstol.
/ritzau/Reuters