Det viser salgstal, der er offentliggjort tirsdag.

Tesla, der er ledet af verdens rigeste mand, Elon Musk, har i fjerde kvartal leveret 484.507 elbiler. Det er en stigning på 11 procent i forhold til tredje kvartal 2023.

Men det er færre end de 526.409 elbiler, som BYD har solgt i samme periode.

Ud over, at BYD nu har skubbet Tesla af tronen på elbilmarkedet, solgte det kinesiske selskab også over 400.000 hybridbiler i fjerde kvartal af 2023.

I alt solgte BYD over tre millioner passagerbiler sidste år.

Når man ser på hele 2023, er Tesla dog stadig den bilproducent, der sælger flest elbiler. Tesla leverede over 1,8 millioner biler til kunder rundt om i verden.

Det er flere end de knap 1,6 millioner elbiler, BYD leverede til sine kunder i løbet af det forgangne år.

Men tallene fra fjerde kvartal understreger den udfordring, Tesla står overfor, og som især kommer fra Kina.

Flere bilproducenter kæmper om at få en bid af det voksende globale marked for elbiler.

Teslas aktie tog et dyk nedad, da salgstallene blev offentliggjort tirsdag, men rettede sig siden op igen.

/ritzau/AFP