Det meddeler ECB efter torsdagens rentemøde.

Fastholdelsen af renten kommer ikke som den store overraskelse for seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel.

– Det er ikke nogen stor overraskelse – hverken for os eller investorerne. Rentepausen lå i kortene, da det var signalet fra ECB på rentemødet i september, skriver han i en kommentar.

ECB stopper altså stimen af renteforhøjelser, efter at centralbanken har hævet renten ti gange de seneste 15 måneder.

I juli 2022 var renten på minus 0,5 procent.

Formålet med at lave renteforhøjelser er at stoppe og dæmpe inflationen.

– ECB vil nu efter alt at dømme afvente, hvilke økonomiske konsekvenser der følger med den salve af renteforhøjelser, som ECB har skudt afsted, udtaler Mathias Dollerup Sproegel.

“Hovedscenariet” er ifølge Sydbank, at ECB ikke vil hæve renten yderligere. Spørgsmålet er, hvor længe centralbanken vil holde renten på det nuværende niveau.

– Vi tror, at ECB i løbet af første halvår af 2024 bløder op som følge af en mere udtalt økonomisk opbremsning, skriver seniorøkonomen.

De seneste nøgletal viser tegn på, at renteforhøjelserne har haft sin indvirkning på økonomien ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

– Erhvervstilliden er lav, udlånsvæksten er aftagende, og privatforbruget viser svaghedstegn. Dermed bør vejen være banet for et mere blivende fald i inflationen ind i 2024, skriver han i en kommentar.

Han påpeger dog, at inflationen stadig er høj, og at det kan få betydning for, hvor villig ECB er for at forsøge sig med rentenedsættelser.

Meldingen fra ECB er, at hvis den ledende rente bliver fastholdt på sit nuværende niveau i lang nok tid, “vil det yde et væsentligt bidrag til dette mål”.

/ritzau/