Det viser en opgørelse over lånetilbud til køb af ejerboliger og sommerhuse fra Finans Danmark.
I årets første måned blev der indhentet 1874 lånetilbud, hvilket ikke er set lavere siden 2017, hvor Finans Danmark først begyndte at føre statistik på området.
Det kan blandt andet forklares med, at appetitten efter at finde en ny bolig generelt er mindre om vinteren.
Det forklarer Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.
– Derudover ligger renterne på boliglån og boligpriserne fortsat på et højere niveau end de seneste par år. Så det er ikke så overraskende, at der ikke er så mange, der lige nu har kastet sig ud i boligjagt, siger han.
Særligt i København og omegnskommunerne har nedgangen i interessen for boligkøb været størst.
I januar blev der indhentet 406 lånetilbud til køb af boliger i København og omegnskommunerne. Dét er et fald på 66 procent i forhold til december 2023.
Det store fald i interessen for boligkøb i og omkring København kan højst sandsynligt forklares med det nye boligskattesystem, siger Peter Jayaswal.
– Med det nye boligskattesystem fulgte der en skatterabat med, hvis boligen blev overtaget inden boligskattesystemet trådte i kraft den 1. januar i år.
– Det har nok medført, at en stor del af boligkøbere har fremskyndet deres investering i et nyt hjem – særligt i Københavnsområdet – for at få en eventuel skatterabat med i købet, lyder det.
Det er særligt ejerlejligheder i København, der står til at få en højere boligskat i 2024 som følge af det nye system.
Derfor giver det ifølge Peter Jayaswal god mening, at faldet i interessen også har været markant her.
/ritzau/