Det har en offentlig anklager oplyst søndag aften ifølge det belgiske nyhedsbureau Belga, skriver nyhedsbureauet dpa.
Der er ingen oplysninger om lokation for muligt angreb eller motiv.
Politiet i den belgiske by Antwerpen modtog et tip om manden fredag aften. Han blev anholdt lørdag.
Risikoen for terrorangreb i Europa er øget, siden den militante palæstinensiske gruppe Hamas angreb Israel 7. oktober, og Israel har svaret igen med en omfattende militæroperation i Gazastriben.
Det har direktøren for det europæiske politisamarbejde, Europol, tidligere sagt.
To nylige angreb i Bruxelles og Paris var motiveret af begivenhederne i Mellemøsten, påpeger direktør Catherine De Bolle.
– Terrortruslen er øget, efter at Hamas angreb Israel og Israel reagerede på angrebet i Gazastriben, har hun udtalt.
De Bolle har også udtalt, at jihadistgrupper udgør den største trussel.
Europol ser tydelige overlap mellem Hamas og to andre militante bevægelser, Islamisk Stat og al-Qaeda.
De to sidstnævnte ser den genopblussede konflikt i Mellemøsten som en mulighed for endnu en gang at profilere sig internationalt.
Det passer godt for Hamas, der ønsker at række ud over de palæstinensiske områder, Gazastriben og Vestbredden, har Europol-chefen udtalt.
Herhjemme har PET oplyst, at efterretningstjenesten er opmærksom på jødiske lokaliteter i forbindelse med en anden sag om planlægning af terror.
/ritzau/