Tusindvis af demonstranter gik derfor på gaden i protest lørdag, skriver nyhedsbureauet AP. Det skete ifølge BBC i hovedstaden Nairobi samt byerne Nakuru, Nyeri og Lodwa.

Nogle bar skilte med navnene på kvinder, der er blevet dræbt.

En undersøgelse fra 2022 viser ifølge det britiske medie BBC at en ud af tre kenyanske kvinder har været udsat for fysisk vold på et tidspunkt i deres liv.

– Jeg er her, fordi jeg er vred, siger 33-årige Winnie Chelagat til BBC.

Hun forklarer, at de demonstrerende ønsker, at der bliver taget hånd om problemet.

Den handling skal især komme fra drenge og mænd, som må tage ansvar for deres egne handlinger, i stedet for at byrden lægges på kvinder og piger, som må beskytte sig selv, lød det fra en anden demonstrant ved navn Michael Onyango.

Ifølge organisationen Amnesty International har mere end 500 kvindedrab fundet sted i Kenya i årene 2016 til 2023, skriver BBC.

Mange af kvinderne er blevet dræbt af deres partner eller andre, de kender.

Forskellige lokale menneskerettighedsorganisationer kræver, at regeringen betragter de mange kvindedrab som en nødsituation, og at der juridisk bliver skelnet mellem kvindedrab og mord.

Under demonstrationerne bar demonstranter skilte, hvor der blandt andet stod “kun svage mænd dræber kvinder”.

– Hver gang du bebrejder et offer, bekræfter du morderen, stod der på et andet, skriver BBC.

Især på sociale medier er det udbredt, at ofre for kvindedrab bliver bebrejdet for selv at være skyld i deres død.

/ritzau/