Det oplyser kinesiske statsmedier ifølge nyhedsbureauet DPA.
Redningsarbejdere har således fundet 11 lig i murbrokkerne i det ramte område, siger lokale myndigheder ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua.
Der ledes nu videre efter både ofre og overlevende.
Omkring 18 huse i byen Liangshui, som ligger nordøstligt i Yunnan, blev begravet i mandagens jordskred.
Fra myndighederne lød det efterfølgende, at 47 mennesker også var blevet begravet.
Jordskreddet fandt sted klokken 05.51 lokal tid mandag morgen i et landbrugsområde.
Myndighederne har iværksat en redningsindsats, hvor hundredvis af redningsarbejdere er blevet sendt til det ramte område. Omkring 200 indbyggere er i den forbindelse blevet evakueret.
Kinas præsident, Xi Jinping, har ifølge den statslige tv-kanal CCTV, bedt om, at alle sejl sættes ind i redningsindsatsen.
De første undersøgelser af forløbet peger på, at en ødelagt klippe kan have udløst jordskreddet, lyder det.
Ifølge nyhedsbureauet Xinhua forklarer forskere, at bevægelserne fra et brud i klippen kan have sendt større jordmasser ned mod byen.
Jordskred er ikke unormale i Yunnan – en kinesisk region, hvor stejle bjergkæder støder op til Himalaya-plateauet.
Kina har været igennem en række naturkatastrofer i de seneste måneder, hvor nogle har været som følge af ekstreme vejrhændelser.
Over 20 mennesker døde, da voldsom regn udløste et jordskred nær byen Xi’an, der ligger i det nordlige Kina, i august.
Og i juni dræbte et jordskred i Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina 19 personer.
/ritzau/