Den danske ingeniør- og arkitektvirksomhed Sweco, åbner den 1. august arkitekttegnestue på Fyn. Den nye arkitekttegnestue, som bliver en del af Swecos eksisterende Odense-kontor, binder arkitekt- og ingeniørfaglighederne sammen og forbinder dermed de to arkitektbrands i virksomheden. Årstiderne Arkitekter og KANT arkitekter.

Virksomheden, der er baseret på den gamle ingeniørvirksomhed Carl Bro og siden har skiftet navn til Sweco, har i de seneste år styrket kompetencerne med opkøbet af Årstiderne Arkitekter i 2018 og senest KANT arkitekter i marts 2020. Sweco kan nu realisere et længe næret ønske om en stærk arkitektfaglig tilstedeværelse på Fyn. Derfor er Sweco pr. 1. august officielt repræsenteret med arkitektydelser med afsæt i Odense.

“Vi har længe ønsket at åbne en tegnestue i Odense. Det gør en verden til forskel at være fysisk forankret i byen, hvor vi allerede har flere igangværende projekter og mange kommende interessante udbud. Vi har fundet den rette arkitekt til jobbet, og sammen med de nuværende 60 ingeniører og konstruktører på kontoret i Odense er jeg sikker på, at vi har gode muligheder for at etablere os og yde integreret rådgivning til kunder på Fyn”, siger Torben Klausen, der er direktør for arkitektdivisionen i Sweco Danmark.

Synergi og sammenhæng

Lederen af Swecos nye fynske arkitektafdeling er rekrutteret fra egne række. Karl-Martin Buch Frederiksen, og han var indtil opkøbet i marts 2020 partner med ansvaret for den arkitektoniske udvikling i KANT arkitekter. Han skal sammen med Per Svop, lede det fælles arkitekt- og ingeniørkontor. 

“Karl-Martin er en fantastisk fyr med et kæmpe drive og stor originalitet, og han er lige præcis den igangsætter-type, vi har brug for. Det glæder mig virkelig, at vi kan give de fynske kunder den opmærksomhed, de fortjener”, fortæller Torben Klausen, og tilføjer:

“Odense-kontoret kommer til at forbinde vores arkitekter i Øst- og Vestdanmark med et fokus på fælles projekter og kunderne på Fyn, som vi nu kommer tættere på. Samtidig styrker vi vores integrerede rådgivning, når Karl-Martins team bliver en del af Per Svops kontor og hans 60 ingeniører og konstruktører. Per er forankret i byen, kender kunderne og markedet, og sammen kan de realisere den synergi, der opstår, når vi forener vores fagligheder i projekterne”.

Flytter til Odense

Karl-Martin Buch Frederiksen har en baggrund som konstruktør og arkitekt. De seneste 14 år har han arbejdet som arkitekt og senest partner hos KANT arkitekter i København. I forbindelse med de nye opgaver i Odense, flytter Karl-Martin Buch Frederiksen til Fyn for at være tæt på den nye arkitekttegnestue og lære Fyn bedre at kende.

“Jeg glæder mig enormt meget til at blive en del af Odense-kontoret og bygge arkitekttegnestuen op. Jeg brænder for at skabe bedre byggeri – arkitektur, der ser fremad, og som har kunden i centrum. Med det nye arkitektteam har vi en unik mulighed for at skabe et tværfagligt arbejdsrum, som bygger videre på de erfaringer, vi har gjort os i det strategiske partnerskab TRUST. Og som er i tråd med de høje ambitioner, vi i Sweco har inden for integreret rådgivning, hvor mange af vores 300 arkitekter og 1000 ingeniører arbejder tæt sammen på projekter over hele landet”, slutter Karl-Martin.

Tidligere artikelEfter stærkt årsregnskab fortsætter træfabrik investeringer
Næste artikelJFP Murer & Tømrer vinder 36 almene boliger