Foto: PR // BYGGERI-messen i 2018

Stigende interesse og krav om bæredygtighed stiller nye krav til byggeriet. Det oplever man hos byggecentre landet over, hvor flere udførende håndværkere efterspørger rådgivning om systemer, løsninger og produkter, som kan gøre byggeriet grønnere. 

I 2019 blev der igangsat byggeprojekter for 100 mia. kr., hvor en stigende efterspørgsel på bæredygtige produkter og løsninger i de danske byggecentre prægede året.

”Der er et større pres fra bygherrer om, at håndværkere har den nyeste viden om løsninger og innovative produkter, der kan gøre byggeriet bæredygtigt. Men for den enkelte håndværker kan det i en presset hverdag være tidskrævende at gennemskue, hvad det vil sige at bygge eller renovere bæredygtigt. Derfor er professionel rådgivning blevet et endnu vigtigere konkurrenceparameter for at kunne imødekomme omverdens krav til grønne løsninger,” siger Palle Thomsen, adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre. 

I landets byggecentre oplever man den stigende efterspørgsel på professionel rådgivning, hvor viden om nye innovative løsninger de seneste år er blevet en topprioritet. 

”Byggeriet tænker grønt, og vi oplever markant flere håndværkere, som det seneste år er begyndt at efterspørge rådgivning inden for bæredygtighed. Det stiller nogle helt nye krav til byggecentrene, hvor rådgivning ikke længere udelukkende er på produktniveau. Nu rådgives der på hele byggesituationen, så kunderne kan træffe valg, som er grønnere og mindsker det samlede ressourceforbrug,” siger Palle Thomsen.

Brancheforeningen Danske Byggecentre har, for at øge kendskabet til bæredygtighed i byggeriet hos de udførende håndværkere og kunderådgiverne i byggecentrene, været med til at udarbejde guiden Vælg Bæredygtigt, der er fem principper for, hvordan der træffes mere bevidste valg af byggematerialer. 

Grønne løsninger på BYGGERI’20 boomer
Det skærpede fokus på grønt byggeri kommer også til udtryk på den kommende BYGGERI-messe i Fredericia den 10.-13. marts, hvor godt 300 producenter og leverandører vil præsentere de sidste nye løsninger til kommende byggeopgaver. 

”Innovative byggematerialer bliver et stadig vigtigere forretningsområde for byggebranchen – og det afspejler BYGGERI’20. Udstillerne satser virkelig på miljø- og klimainnovation, der kan være med til at løfte den grønne omstilling. Messen bliver derfor omdrejningspunkt for de nyeste tendenser og stedet, hvor fremtidens materialer kan opleves. BYGGERI’20 skaber et rum for, at viden og erfaringer udveksles blandt producenter, leverandører og de udførende i byggeriet, så alle bliver klædt bedre på fagligt til en grønnere fremtid,” siger Palle Thomsen.

Brancheforeningen Danske Byggecentre, som arrangerer BYGGERI’20, oplyser, at messen er tæt på udsolgt og tegner til at blive en lige så stor succes som i 2018, hvor messen blev besøgt af flere end 26.000 fagfolk, herunder arkitekter, ingeniører, bygherrer, entreprenører, håndværkere, byggecentre m.fl.

Tidligere artikelI en digital byggebranche kræver ledelse nye værktøjer
Næste artikelDanmarks første seniorvenlige boligfællesskab bygget i træ holder Åbent Hus