I disse dage afslutter Hercules Fundering arbejdet med at bore 355 pæle ned i Kronløbsøens undergrund – den ekstremt hårde Københavnerkalk.

Pælene udgør fundamentet for hele projektet, og 238 af pælene hører til i den absolut tunge ende.

I Danmark er det uhyre sjældent, at man bruger pæle med en diameter på 1.65, men vi gør det på Kronløbsøen, fordi pælene og de tilknyttede opdriftsankre jo sørger for at fastholde og understøtte både parkeringskælder og byggeriet som sådan“, fortæller Andreas Oll, produktionsleder i Hercules Fundering.

Vores opgave på Kronløbsøen er speciel, fordi vi her borer opdriftsankrene igennem pælene, og det kan lade sig gøre, fordi der i pælene er indbygget rør beregnet til de ankre, som holder det hele på plads“, siger han.

Kronløbsøen teamet onkring sekantmaskinerne
Et tilfreds hold af maskinførere, håndmænd, produktionsledere m.fl. arbejdede på de sidste Ø1650 pæle boringer. Fire pæle fik deres huller denne dag.

Løbende proces

Arbejdet har stået på siden slutningen af april, og i en løbende proces har to såkaldte sekantmaskiner boret huller til pælene. Rent praktisk består arbejdet i at bore et hul ved hjælp af en såkaldt boresnegl og stålcasing. Boresneglen er med til at fjerne jorden fra borehullet, hvor stålcasingen, der er et stort stålrør, sikrer, at hullet ikke styrter sammen og hjælper samtidig med at bane vejen for boreudstyret ned igennem Københavnerkalken. Når borearbejdet er færdigt, bliver hulrummet fyldt op med beton, og pælen er færdig.

Kronløbsøen - armeringskurve i funderingspæle
Pælene består af en armeringskurv, der omstøbes af beton.

Den hårde ende

Pælene er placeret på et areal på 10.000 kvadratmeter, og undervejs har sekantboremaskinerne boret huller med to forskellige diametre, henholdsvis 1.65 meter og 0.7 meter. Sekantboremaskinerne udmærker sig ved at kunne bore i særdeles hårdt materiale, og Københavnerkalken under Kronløbsøen hører så absolut til i den hårde ende.

Processen i billeder

Det har været en spændende proces, hvor håndmænd, maskinførere og produktionsledere har skulle samarbejde med to kæmpe maskiner, der i fire måneder har danset pardans i byggegrubens dyb.

Kronløbsøen - sekantboremaskiner og boreudstyr
Her ses både boresnegl og stålcasing samt de tænder, der sidder i bunden af casingen, og spiser sig igennem Københavnerkalken. Sekantboremaskinen arbejder på billederne med de store Ø1650 funderingspæle. Tænderne på borehovederne slides hårdt i mødet med kalken, og der har været to mænd fast på til at efterse og klargøre boreudstyret.
Kronløbsøen - funderingspælene skæres af
Borehullerne fyldes med en armeringskurv, der udgør en slags rygrad i pælene. Sammen med betonen skaber de selve funderingspælen. Når pælen er færdig, skæres den af i den rette kote og møder bundpladen til parkeringskælderen. De øverste tre billeder viser pælene med en diameter på 0.7 meter.
Kronløbsøen - ankermaskiner i arbejde med funderingspælene
I rørene, der er støbt ind i pælene, borer ankermaskinerne opdriftsankrene ned i Københavnerkalken, og sammenbinder dermed øen til Københavnerkalken og den øvrige undergrund. Her ses desuden etablering af dræn- og renselag.
Kronløbsøen - opdriftsankre
Opdriftsankrene, som endnu ikke er låst fast, ses som strittende vifter af jernstænger, der går op fra renselaget.
Kronløbsøen - funderingspælene møder bundpladen
De borede pæle og opdriftsankre støbes sammen med bundpladen for parkeringskælderen. På denne måde binder pælene Københavnerkalk og parkeringskælder sammen og danner øens fundament og anker.

Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Madeleine Kate McGowan og Stine Skøtt Olesen / NXT

Tidligere artikelKingo vinder Den Grønne Ærespris 2020
Næste artikelFlere fagligheder skaber overraskende facade