Foto: globalgoals.org

Et partnerskab bestående af Sweco, Deloitte, Geelmuyden Kiese, Dansk Energi Management, Kraka, RUC og AAU skal i samarbejde med Danmarks Statistik øge kendskabet til verdensmålene.

Det nye partnerskab skal udvikle et udgangspunkt for, øge kendskabet til og involvere alle interesserede i verdensmålene. Partnerskabet er samtidig den første af sin slags, hvor en nation udvikler sine egne indikatorer. Det er Folketingets 2030-netværk og dets 2030-panel, som står bag projektet, der skal omfatte hele samfundet.

”Vi skal som nation kunne sikre vores fremdrift og transformation til et mere bæredygtigt samfund, og derfor er nationale indikatorer for måling af en bæredygtige udvikling utrolig vigtig. Med projektet samler vi alle kræfter i samfundet til en diskussion om, hvad verdensmålene betyder for os, og hvordan vi kan skabe innovative løsninger på vores største udfordringer i Danmark. Derfor er vi utrolig stolte af at være partner i et så vigtigt projekt som dette,” siger Bahare Haghshenas, partner i Deloitte.

5% af danskerne kender verdensmålene godt
En stor del af projektet bliver, at det skal øge kendskabet til verdensmålene i Danmark. 

“Vores analyser viser, at blot 5 procent af danskerne kender verdensmålene godt. Vi står derfor over for en stor og vigtig kommunikationsopgave,” siger Mikkel Salgaard Bendtsen, partner i Geelmuyden Kiese.

Det vil projektet ændre på ved at sprede budskabet og viden om målene til hele Danmark.

Et vigtigt projekt
Partnerskabet er sat sammen af virksomheder og institutioner, som alle er anerkendt som ledende inden for deres felter, og de håber derfor på, at de sammen kan udbrede kendskabet på tværs af sektorerne.

”Det er et fantastisk og vigtigt projekt, som vi fra Sweco er utrolig stolte af at bidrage til. Som en del af partnerskabet har vi her en enestående mulighed for at præge udviklingen af det danske samfund i en mere bæredygtig retning, og som Europas største ingeniør- og arkitektvirksomhed ser vi frem til at bidrage med vores viden og ekspertiser inden for bæredygtig udvikling af verdens byer,” siger Dariush Rezai, CEO i Sweco.

Projektet skal sættes i gang inden årets udgang. Bag projektet står 2030-panelet, som er etableret af 2030-netværket, Folketingets Tværpolitiske Netværk for FN’s Verdensmål. Baseline-projektet støttes af Industriens Fond, Lundbeckfonden, Nordea-fonden, Realdania, Rambøll Fonden og Spar Nord Fonden.

Du kan læse mere om FN’s verdensmål her

Tidligere artikelFokus på bæredygtighed i nye LEGO-byggeri
Næste artikelBæredygtige fodaftryk på vej ind på arbejdspladsen