Foto: Unsplash

Ny arbejdsmiljølov skal målrette Arbejdstilsynets indsats og gøre det mere sundt og sikkert at gå på arbejde. 

Tirsdag den 19. november fremsatte regeringen et forslag til en ny arbejdsmiljølov, som skal styrke Arbejdstilsynet, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse. Den nye lov skal gøre det sværere at snyde, mens de virksomheder, der vil det gode arbejdsliv, får en hjælpende hånd. 

Nemmere for virksomhederne at forbedre arbejdsmiljøet
Fremover vil Arbejdstilsynets indsats i højere grad være målrettet de virksomheder, som har størst risiko for arbejdsmiljøproblemer, og virksomheder, der begår grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven, vil få større bøder end i dag. Samtidig skal det være nemmere for virksomhederne at forbedre arbejdsmiljøet; der bliver blandt andet mulighed for at indgå et aftaleforløb med Arbejdstilsynet om at løse arbejdsmiljøproblemerne.

Fortsat et skærpet tilsyn på større bygge- og anlægsprojekter
Arbejdsmiljøloven vil også indeholde en række initiativer. Arbejdstilsynet får blandt andet bedre mulighed for at vejlede virksomhederne i, hvordan de sikrer et sundt arbejdsmiljø, og der vil blive gennemført flere særlige brancheindsatser målrettet blandt andet nedslidningstruede arbejdspladser. Derudover intensiveres kontrollen med udenlandske virksomheder i form af flere kontrolaktioner, mere opsøgende indsats og et fortsat skærpet tilsyn på større bygge- og anlægsprojekter.

Der vil også blive ryddet op i andre gamle regler og vejledninger, så det bliver lettere for den enkelte virksomhed at styrke arbejdsmiljøet. Derudover vil reglerne blive mere tydelige og klare.

Lovforslaget forventes vedtaget inden jul, og initiativerne vil træde i kraft i de kommende år.

Tidligere artikel40-års jubilar hos BSV Krantilbehør
Næste artikelStor forretning for arbejdstøj åbner i Glostrup i dag