Illustration: Dissing+Weitling

Balder har erhvervet endnu en byggegrund i byudviklingsområdet Nærheden ved Hedehusene, hvor der skal opføres 184 lejeboliger.

København får en ny og bæredygtig forstad med navnet Nærheden, og der er fart på. Det nyeste skud på stammen er, at Balder Danmark og byudviklingsselskabet NærHeden P/S har indgået en aftale om 184 nye lejelejligheder, oplyser Balder i en pressemeddelelse. På den nyerhvervede grund vil Balder opføre ejendommen “Lynghaven” af DISSING+WEITLING architecture med 184 lejeboliger.

”Nærheden er et spændende og ambitiøst byudviklingsprojekt, der skal skabe fremtidens forstad. Med skønne naturomgivelser, god infrastruktur og kun få hundrede meter til Hedehusene Station, har området en attraktiv beliggenhed, som mange lejere efterspørger. Vi ser derfor store fremtidsmuligheder i området og glæder os til opførelsen af Lynghaven,” siger Flemming Joseph Jensen, adm. direktør i Balder. 

Arkitekttegnede lejeboliger og grønne udearealer
Opførelsen af Lynghaven sættes i gang i det første halve år af 2020, og første etape forventes at være færdig ved udgangen af 2021. Ejendommen anlægges som en karrébebyggelse bestående af fire bygningsstokke placeret med indbyrdes afstand for at sikre et indbydende havemiljø. Lejlighederne vil variere i størrelse fra 2-værelses lejligheder på 66 m2 til 4-værelses lejligheder på 95 m2. Alle får udgang til privat terrasse eller altan. 

Udendørs bliver der bygget store tematisk opdelte udearealet, som skal opfordre til ophold, leg og fordybelse. Tæt ved Lynghaven opføres en bro for biler, cyklister og fodgængere. Broen vil forbinde Nærheden med resten af Hedehusene.

Ole Møller, direktør i Nærheden P/S, udtaler: ”Med Nærheden ønsker vi at sætte nye standarder for bæredygtig byudvikling og fokuserer derfor både på miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Vi ønsker samtidig at skabe en bydel, der appellerer til mennesker, som ønsker at bo et sted med liv og fællesskab – og hvor det nemme hverdagsliv er i fokus.”

Boligområdet er udviklet i tæt samarbejde mellem Balder, Sjælsø Management og projektets arkitektfirma DISSING+WEITLING architecture. Det forventes, at de første beboere kan flytte ind i udgangen af 2021.

Nærheden – en helt ny bydel
Nærheden er en helt ny bydel i Hedehusene, der udvikles i partnerskab mellem Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg. Nærhedens udviklingsplan er langsigtet og fleksibel og giver plads til, at både bygherrer og beboere kan være med til at præge udviklingen. Der vil i Nærheden blive bygget 3.000 boliger, der skal huse op til 8.000 beboere. Hertil skal der være skole og børneinstitutioner, erhverv, detailhandel, kultur og offentlig service.

Tidligere artikelPavillon til 600.000 kr. på OUH-byggepladsen skal få ledige i job
Næste artikelStigende behov for nye og holdbare bygninger med godt indeklima i de store byer