Foto: Vejdirektoratet

Det var Henrik Dam, rektor for Syddansk Universitet og Ole Skøtt, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der onsdag d. 13. november tog det første spadestik til SDU SUND. Det er en ny fakultetsbygning, som Vejdirektoratet er bygherre på.

Der er gang i byggeriet omkring SDU i Odense. Arbejdet på det nye OUH er i fuld gang, og nu skal SDU SUND opføres, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. Det skal fysisk forbinde universitetets fem fakulteter og det nye universitetshospital og styrke samarbejdet, forskning, uddannelse og behandling.

Fælles spadestik
Det var anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet, som bød velkommen og gav ordet til Henrik Dam, som er rektor for SDU og ser store muligheder for det kommende samarbejde:

”Det første spadestik til Nyt SUND er starten på en visionær sammenkobling mellem SDU og Nyt OUH, hvor nærheden mellem grundforskning, uddannelse og klinik vil skabe de bedste muligheder for at forbedre menneskers liv og skabe værdi for samfundet – nationalt og globalt.” 

Det nye SDU SUND forventes at stå færdigt i starten af 2023, hvor Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet flytter fra dets nuværende lokation ved det nuværende OUH til universitetets campusområde, hvor SDU i Odense bliver samlet.

Fakta

  • SDU SUND er 50.000 m2 og består af tre etager, der skal rumme laboratorier, kontorer, undervisningslokaler, auditorier foruden dyrestalde og faciliteter til anatomi og retsmedicinsk institut.
  • Vejdirektoratet bygger til Syddansk Universitet, og fakultetsbygningen forventes ibrugtaget i starten af 2023.
  • Syddansk Universitet er organiseret i fem fakulteter: Det Humanistiske Fakultet, Det Naturvidenskabelige Fakultet, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Det Tekniske Fakultet.
  • Projektet har en bevilling på cirka 1,4 mia. kr.
Tidligere artikelBygge- og anlægsbranchen går ind i klimakampen
Næste artikelLavere tempo i bygge- og anlægsbranchen