Skruefundamenter til pavillonmoduler – løsningen er miljøvenlig og sparer både tid og penge for kunderne.

Pavillonløsninger, der er midlertidige og flytbare bygninger, vinder for alvor frem i Danmark, lyder erfaringen fra udlejningsvirksomheden Ajos a/s, der i stigende grad leverer pavillonmoduler til kunder landet over. Blandt andet i form af skoler og børneinstitutioner, hvor modulerne kan sammensættes til moderne og energivenlige løsninger.

Som noget nyt kan Ajos nu levere og opsætte de midlertidige bygninger på skruefundamenter. Metoden består i al sin enkelthed af kæmpe skruer, der skrues i jorden, og ovenpå disse lægges bjælker, som bærer bygningen. Det er en meget hurtigere og nemmere måde at opføre fundamentet på, og når bygningen igen skal flyttes, skrues fundamentskruerne blot op igen. Der er derfor heller ikke betonspild som ved et almindeligt fundament, og endnu vigtigere er det en meget miljøvenlig løsning.

Vi har netop flyttet en midlertidig børnehave på 170 kvm. bygget i pavillonmoduler fra Give til Vejle. Modulerne har gennem 1,5 år sikret trygge omgivelser for børnene, mens den eksisterende børnehave blev udbygget. Nu er modulerne på vej til et nyt sted i kommunen, hvor de igen skal fungere som midlertidig børnehave. Denne gang i fem år“, forklarer Egon Crone Andersen, seniorkonsulent i Ajos a/s.

Opstillingen i Give for 1,5 år siden skete i bakket terræn, og det nødvendiggjorde en terrænregulering. Der blev gravet jord af og støbt en betonfundament til pavillonerne. Efter endt lejemål skal området nu have genetableret sit oprindelige bakkede udtryk, hvilket koster både tid og penge. Men den proces bliver ikke aktuel ved pavillonernes nye opstilling ved Vejle.

Vejle Kommune er blandt de første kunder, hvor vi opstiller på skruefundamenter. Vi anvender i alt 30 skruefundamenter, som alle skrues ned i 1,70 meters dybde. Reelt skal vi blot tilføje flere trin til trapperne og forlænge rampen til den niveaufrie adgang. Samtidig skal vi hverken tænke på terrænregulering inden eller genetablering af oprindeligt terræn, når pavillonerne engang skal fjernes igen. Til den tid skal der bare sås græs igen, og så er naturen tilbage i sit oprindelige udseende“, siger Egon Crone Andersen.

Det er en fast del af pavilloners livscyklus at blive flyttet rundt til forskellige formål, og Ajos kan skalere op og ned i størrelse efter kundernes behov. De moderne og bæredygtige pavilloner kan tilpasses og udformes til præcist at efterleve den enkelte kundes behov.

Da alle installationer var frakoblet på placeringen i Give, blev modulerne løftet med en kran op på lastbiler og kørt til deres nye destination. Her samles de igen, og alle installationer genetableres og afprøves inden ibrugtagen. Det hele dokumenteres, og brandmyndighederne gennemgår ligeledes det samlede byggeri, før områdets børn får lov til at rykke ind i deres nye institution midt i oktober.

Det tager cirka en dag at skrue de 30 fundamentskruer ned i jorden. En traditionel løsning med terrænregulering og støbning vil tage meget længere tid. Den samme tidsbesparelse er gældende ved nedtagning af pavillonerne engang i fremtiden, og så er der også et CO2-aftryk, som mindskes betragteligt ved at anvende skruefundamenterne fremfor entreprenørmaskiner og betonfundamenter. Fundamentskruerne købes hos en ekstern leverandør, og der er dokumenterede belastningsberegninger for træk og tryk“, påpeger Egon Crone Andersen.

Tidligere artikelAalborg Portland: Vi er en del af løsningen i Danmarks grønne omstilling
Næste artikelNye krav til afløb – DS 432 i ny version